23948sdkhjf

Nye EU-regler vender op og ned på konkurrencen i telebranchen

- En stor mængde kunder vil blive rigtig sure, fordi de ikke kan få den helt fri roaming, som politikerne lovede, siger teleanalytiker.
EU har trillet en bombe ind på det danske mobilmarked, og når den springer den 15. juni, vil det føre til en sjældent set omvæltning af spilleregler og markedspositioner. Det skriver Finans.

Flere selskaber forventer ændringer i både abonnementsvilkår og priser, og foreløbig ser kun teleselskabet 3 ud til at kunne drage fordel af de nye vilkår.

Når danskerne triller mod Sydfrankrig på sommerferie må de nemlig ifølge de nye regler bruge deres mobilabonnement stort set som var de hjemme i Danmark. Og regningen for det ekstra forbrug i udlandet havner hos teleselskaberne.

- Der kommer en ny dynamik på markedet med de nye regler for roaming. Det bliver en potentiel gamechanger, hvor det ikke vil være overraskende, hvis hele sektoren forsøger at hæve priserne, siger Poul Jessen, teleanalytiker hos Danske Bank Markets, til Finans.

Teleselskaberne køber de data, som deres kunder bruger i andre EU-lande, af lokale teleselskaber i f.eks. Spanien eller Italien. EU har der lagt et prisloft på maksimalt 57 kr. pr. gigabyte.

Men efter de nye EU-regler kan de danske teleselskaber ikke som i dag sende regningen direkte videre til kunderne efter forbrug. I stedet er de lidt forenklet nødt til enten at hæve priserne eller skære al udlandstelefoni ud af et abonnement, så man skal købe det oven i.

Desuden er den frie roaming alligevel ikke helt fri: Teleselskaberne må ifølge de nye regler beregne et maks-antal gigabyte ud fra det konkrete abonnement. Typisk vil et almindeligt abonnement give adgang til at roame 3 til 4 gigabyte i udlandet.

Når priser og abonnementer ændrer sig, får det kunderne til at vågne op og overveje alternativer, lyder vurderingen fra Sydbanks teleanalytiker, Morten Imsgard.

- Der vil helt sikkert blive opbrud i den kundeloyalitet, der har været til selskaberne. En stor mængde kunder vil blive rigtig sure, fordi de ikke kan få den helt fri roaming, som politikerne lovede, og så bliver det nemmere at snuppe kunder fra hinanden, siger han.

Den vurdering deler Peter Mægbæk, der er adm. direktør for Plenti, et af de nye selskaber på det danske mobilmarked.

- Der skal nok komme et ramaskrig, når folk opdager, de ikke kan bruge deres telefon i udlandet eller ser hvor meget dyrere, et abonnement bliver, siger han.

De nye roaming-regler kommer til at skabe nye vindere og tabere på markedet, lyder analytikernes vurdering.

For de nye, uafhængige selskaber som Plenti og Tjeep, der ikke har eget net, kan det blive en svær manøvre at leve op til reglerne og stadig holde fast i lave priser på store mængder data i abonnementet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095